Kemien er bare super god imellem os
Daniella er lige begyndt som fast hjælper fra HjemmeHjælpen A/S hos Jan, der bor på Amager.
Selvom det kun er 1 måned siden, at Daniella begyndte at komme fast hos Jan (hun havde tidligere været afløser) er det tydeligt, at de har det rigtig godt med hinanden. Jan siger: ”Vi klingede med det samme, vi taler frit og griner sammen. Hun er dejlig lattermild og har en åben personlighed.”
Daniella tilføjer: ”Jeg spurgte min gruppeleder i HjemmeHjælpen A/S, om jeg måtte komme fast hos Jan. Heldigvis fik jeg lov til det. Kemien er bare super god imellem os.”
Jan er lige flyttet ind i sin ældrebolig efter et par blodpropper og en hjerneblødning som gør, at han har svært ved at gå og komme rundt, både i lejligheden og udenfor. Heldigvis har Jan en el-kørestol, som han flittigt benytter.
At det handler om tryghed i hverdagen understreger Jan til slut: ”Daniella har netop søgt kommunen om en elevationseng og nødkaldsalarm, så kan jeg føle mig mere tryg i hverdagen.”
På billedet ses Daniella og Jan, som hjælpes ad med at varetage mindre opgaver i det daglige under hensyn til hans fysiske begrænsninger.