Jeg lærer så meget af Lones måde at tackle livet på
Jeg bliver modtaget af Lone og Silver i døren. Silver er Lones hund igennem 6 år og den går lige i hjerterne på alle.
Lone har boet i Sundparken i 25 år, de sidste 12 år dog uden sin kære mand, som gik bort alt for tidligt efter 35 års ægteskab. Lone har 3 børn, 2 sønner og 1 datter.
I 2009 blev Lone indlagt og var i koma pga. blodforgiftning. Da hun kom ud af sin koma havde hun mistet førligheden fra livet og ned. Hun har siden siddet i kørestol, men klarer sig utroligt flot.
”Til trods for, at Lone har mistet flere familiemedlemmer og selv sidder i kørestol, er hun Sundparkens ’Ole Henriksen’”, siger Lennart, som er Lones faste hjælper fra HjemmeHjælpen A/S, med henvisning til den altid positive kosmetolog fra Hollywood.
Han tilføjer: ”Lone har altid overskud til at hjælpe alle, om det så er at lave mad til 30 mennesker, når der er arrangementer.”
Om forholdet mellem borger og hjælper siger Lennart: ”Vi kan tale om alt, vi kender hinanden så godt at vi ved, når den anden har en dårlig dag. Det er dog meget sjældent, at Lone ikke er fuld af energi og positivitet. Jeg lærer så meget af Lones måde at tackle livet på.”
Vi giver det sidste ord til Lone, som siger: ”Jeg har mit faste team, som er Lennart, Steffen og Martin og vi har det alle sammen godt med hinanden.”