GODT FRA START – OG ALDRIG FÆRDIG

I denne måned er det et år siden, at HjemmeHjælpen A/S etablerede et Kvalitetsteam, som arbejder målrettet på at forbedre kvaliteten i det arbejde, HjemmeHjælpen A/S udfører.

Dette omfatter bl.a. undervisning af vores 400 medarbejdere, som skal forbedre kvaliteten af deres observationer, for at sikre retvisende helhedsbetragtninger om borgernes tilstand.

Teamet består af Maria, som har været en del af driften i HjemmeHjælpen A/S i en årrække samt Mette, der er sygeplejerske.

Med faste undervisnings- og sparringsmøder hver 14. dag har teamet sikret en løbende, faglig opgradering af de ca. 20 gruppeledere, som har ansvaret for borgere og medarbejdere i geografisk opdelte områder.
Maria fortæller: ”Gruppelederne er delt op i mindre hold og der lægges stor vægt på at vidensdele og sparre på tværs af grupperne.”

Kvalitetsteamet har udnævnt en række nøglepersoner, som modtager og videregiver undervisning til deres kolleger. Når nøglepersonerne skal undervise deres kolleger, støttes de af materiale fra Kvalitetsteamet, som de kan bruge til at undervise ud fra.

Maria fortsætter: ”Det næste halve år har vi fokus på observation. Hvad observerer vi efter? Hvordan udføres tidlig opsporing? Hvis hjælperen noterer ’Alt er fint’, passer det så med virkeligheden? Er der pletter på tøjet? Hvad er der i køleskabet? Taber borgeren sig? Det kræver et falkeblik, men det kan læres.”

HjemmeHjælpen A/S oplever stor anerkendelse fra sygeplejen. Maria slutter: ”De enkelte gruppeledere får megen ros, som et resultat af teamets arbejde. Vi hører kommentarer såsom: ’Hvor er det godt, I ser det!’ og vi er fælles med sygeplejen om borgerjournalerne. Vi hjælper hinanden i mål og vi oplever, at sygeplejelederne lytter efter, når vi siger noget.”

Kvalitetsteamet er således kommet godt fra start med et arbejde som aldrig slutter.